Vælg det bedste løbetøj til vinterløb

20 december 2017 Camilla Skøtt
Vælg det bedste løbetøj til vinterløb

En kold, klar vinterdag, hvor buske og træer er dækket af sne, virker udrensende og opfriskende på de fleste mennesker. Alligevel bliver mange af os indendøre, når kulden melder sin ankomst. Er du én af dem, der trodser minusgraderne, så læs med her, og find ud af, hvordan du bedst klæder dig på til de kolde løbeture.

 

Lagerfoto-id: 505207156

 

Når mørket og kulden banker på døren, kan det være svært at slæbe sig udenfor – og særligt hvis du ikke har det rigtige udstyr. Det er nemlig essentielt, at du har løbetøj, der kan holde dig varm og tør uanset, hvad vinteren byder på af vejrmæssige udfordringer.

Hold varmen

Når man løber om vinteren, afgiver kroppen store varmemængder til den omgivende luft på grund af de forskelle, der er på hudens og den omgivende lufts temperatur. Det vigtigste i denne situation er derfor, at du holder på den opvarmede luft, og ikke lader den gå tabt til omgivelserne. 

Den bedste måde at holde på varmen på, er ved at kombinere flere lag tøj inderst inde med en god, vindtæt løbejakke yderst. Det hjælper dig til at holde på kroppens varme, og vinden får ikke mulighed for at blæse direkte ind på huden og stjæle den varme luft. Derudover er det vigtigt, at du bruger tøj, der er svedtransporterende, så det hurtigt og effektivt kan transportere sveden væk fra din hud – ellers risikerer du, at kroppen bliver kold af vådt tøj.

Undgå lag-på-lag på benene

Det er sjældent at løbere vælger lag-på-lag-metoden til benene. Her kan du i stedet bruge et par tykke tights, og hvis vejret arter sig helt vanvittigt, kan du trække et par løse, vindtætte tights ud over dine løbetights.

Gør plads til de tykke sokker

Om vinteren er det nødvendigt med en smule mere plads i dine løbesko, så du kan bevæge tæerne og holde blodcirkulationen i gang. Desuden kan det være rart, hvis der er plads til en kraftigere og varmere løbestrømpe i polyester eller uld, så du kan holde varmen.

Flere Nyheder